AFGANGSELEVER OPLEVER ESBJERGS STUDIELIV GENNEM NYT INITIATIV

AFGANGSELEVER OPLEVER ESBJERGS STUDIELIV GENNEM NYT INITIATIV

Education Esbjerg har sat et nyt initiativ i søen: “Oplev Esbjergs Studieliv”. Initiativet er i første omgang et pilotprojekt, der skal vise Esbjergs studieliv og uddannelsesmuligheder frem for afgangselever i Ribe, Varde og Esbjerg. Det består af flere events som uddannelsesspeed-date, Esbjergs Største Fredagsbar og Kongekampen.

Vi spoler nu tilbage til d. 8. april og kick-off eventet i “Oplev Esbjergs Studieliv”. Vi er på Esbjerg Streetfood, hvor kick-off eventet snart starter og afgangselever fra Varde, Ribe og Esbjerg er begyndt at få rummet til at summe.

Efter en kort velkomst fra Education Esbjerg og en intro til Study in Esbjerg og Esbjerg Streetfood sendes deltagerne på uddannelsesspeed-date rundt i lokalet. Freya Mathiesen, Freja Puggaard og Trine From fra 3.Y på Ribe Katedralskole er nogle af de afgangselever, som er med til eventet i dag. Vi fanger dem ved en af de uddannelsesstande, der er sat op og bemandet af studerende (tutorer) fra de videregående uddannelser i Esbjerg for at høre om, hvad de indtil videre har fået ud af at uddannelsesspeed-date.

”Vi har fundet ud af at Esbjerg har mange muligheder. Faktisk er vi overrasket over, hvor mange uddannelser der findes i Esbjerg. Generelt kendte vi ikke særlig meget til Esbjerg som studieby, da vi alle sammen har kigget på studiebyer som Odense, Århus osv. Men det er også fedt at høre, hvor ofte studierne f.eks. har fredagsbar og social hygge med hinanden.”

Trine, Freya og Freja hører om SDU’s uddannelses- og studielivsmuligheder. FOTO: Education Esbjerg

Også Laura, der læser HF på fra Esbjerg Gymnasium, er med sammen med flere fra sin klasse. Hun meldte sig til eventet, fordi hun også er lidt usikker på, hvilke uddannelsesmuligheder der er i Esbjerg, samt hvad Esbjerg kan tilbyde:

Jeg synes, det var meget lærerigt at være afsted, og det var dejligt at høre om diverse uddannelser fra de studerende, som allerede går på en videregående uddannelse. Man kan tydeligt mærke det stærke fællesskab – og så kan man få svar på alle de spørgsmål, som lærerne på ens skole måske ikke kan svare på. F.eks. opdagede jeg, at undervisningstimerne på en videregående uddannelse er opdelt helt anderledes end på et gymnasium, hvor vi hver dag har timer fra kl. 08-14. Derudover kan jeg høre, at der er meget, man selv er ansvarlig for på en videregående uddannelse.”

Laura hører, sammen med hendes klassekammerater, om UC Syd og SDU uddannelses- og studielivsmuligheder. FOTO: Rindholt Media

Laura hører, sammen med hendes klassekammerater, om UC Syd og SDU uddannelses- og studielivsmuligheder. FOTO: Rindholt Media

eleverne stille nysgerrige spørgsmål

Efter 5-8 min ved hver stand er speeddate delen slut, og deltagerne har nu mulighed for at stille spørgsmål i plenum til alle tutorerne. Ét spørgsmål gik igen: ”Hvad er det bedste ved jeres uddannelse?” –  her greb SDU-tutoren Mads Lyngsø Schou, der læser HA – Sport og Eventmanagement på 6. semester, mikrofonen og fortalte: 

”Det bedste ved at gå på min uddannelse er de tætte relationer, du skaber på tværs af semestre og studieretninger, som studiemiljøet på f.eks. SDU Esbjerg giver mulighed for. Det mindre miljø på skolen inviterer til at alle indgår i sociale aktiviteter med studerende fra andre studier, hvilket giver et utroligt godt forhold til medstuderende med helt andre baggrunde og interesser”.

Tutorer fra SDU, UC SYD, EASV, AAU og FMS stod klar ved deres stande. FOTO: Rindholt Media

snak og hygge på tværs

Uddannelsesdelen af eventet er nu slut, og vi sætter kursen mod HUSET Esbjerg til dagens andet event.  Her kommer der for alvor mere gang i festen og derved fokus på det sociale og festlige aspekt af ”Oplev Esbjergs Studieliv”. Her bliver deltagerne nemlig en del af Esbjergs Største Fredagsbar, der er arrangeret i samarbejde med Study in Esbjerg, HUSET Esbjerg og studiebarerne på de videregående uddannelser, som er rykket på HUSET Esbjerg for en dag. Udover Education Esbjergs deltagere kommer der ca. 300 studerende fra de videregående uddannelser.

Det varer ikke længe før afgangseleverne er blendet ind mellem de studerende og falder i snak med nye mennesker. Det lykkes os dog alligevel at finde frem til Freya, Freja og Trine fra Ribe Katedralskole for at få en status på stemningen.

”Vi hygger os helt vildt og nyder Esbjergs Største Fredagsbar – der er gang i den, og vi får snakket med en masse forskellige studerende, selvom vi ikke kender dem. Og så er det jo fedt, at der er sørget for os med drikkelsesbilletter, madvouchers- og adgangsarmbånd til byen, hvis vi vil videre senere”.

Elever og tutorer er faldet i snak på tværs. FOTO: Rindholt Media

Elever fra Rybners hygger sig på HUSET. FOTO: Rindholt Media

håber på udvidelse

Det kunne godt tyde på at pilotprojektet ”Oplev Esbjerg studieliv” er kommet godt fra start, og i Education Esbjerg glæder man sig over, at eleverne giver udtryk for at de både opdager nye uddannelsesmuligheder i Esbjerg samt hurtigt blender ind i det studieliv, der ”vises frem”:

”Vi ved at mange unge vælger studieby ud fra, hvor de kan finde deres drømmeuddannelse men også ud fra, hvor vennerne tager hen, og hvor de ved, der er en masse fede aktiviteter og events for de studerende,” fortæller Stine Dalgaard Mølholm, der er projektkonsulent i Education Esbjerg og har ansvaret for at køre pilotprojektet i hus, og fortsætter:

Stine Dalgaard Mølholm (i midten) sammen med Camilla Hansen og Nina Kristensen fra Education Esbjerg. FOTO: Rindholt Media

”Derfor er det vigtigt at få så mange unge som muligt til at se Esbjergs uddannelsesmuligheder samt opleve, hvor man som studerende i Esbjerg kan komme hen og hygge sig, feste, møde andre studerende – og derved få etableret et social netværk som f.eks. her på HUSET Esbjerg.

Næste gang, lørdag d. 7. maj, startes der ud med en brunch ved Blue Water Dokken, inden deltagerne skal være med til Kongekampen, der foregår ved Flexbanerne på Gl. Vardevej. Kongekampen er en stor høvdingebold turnering for studerende på de videregående uddannelser i Esbjerg – og fra i år, er der så også fire deltagende hold med fra ungdomsuddannelserne samt en masse til at heppe. 

I Education Esbjerg håber man på at initiativet kan udvides så elever fra Tønder, Grindsted og Vejen og, endnu længere ude, kan inviteres med i fremtiden.

”Der er allerede god feedback fra dem, vi har med, og vi kan høre at eleverne er meget nysgerrige på, hvad der er af muligheder i Esbjergs studiemiljø – så vi glæder os til at arbejde videre med hele initiativet og bruge det i missionen om at tiltrække flere studerende til Esbjerg,” udtaler Stine Dalgaard Mølholm.

fakta: oplev esbjergs studieliv

Idéen til Initiativet “Oplev Esbjergs Studieliv” opstod i sommeren 2021 sammen med Education Esbjergs Unge Advisory Board. 

Initiativet er derefter videreudviklet i samarbejde med SDU Esbjerg, Erhvervsakademi SydVest Esbjerg, Aalborg Universitet Esbjerg, Fredericia Maskinmesterskole i Esbjerg, Study in Esbjerg, HUSET Esbjerg, Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond og Kongekampen

Artikler

Natalias mentorerfaringer bidrager til hendes arbejdsplads

I Student In Business (SIBU), et initiativ af Education Esbjerg, er det første mentorforløb i fuld gang.
I denne artikel kan du læse om Natalia Chrapkova, som er mentor fra DSM Esbjerg.
Her vil du læse om, hvad det giver Natalia at være mentor, hvor og hvornår hun bruger eller tænker at bruge sine mentorerfaringerne, og så vil du også kunne læse, hvad Natalias leder, Jacob Kirkegaard Rasmussen, har oplevet, det har givet Natalia at deltage som mentor, og hvordan hun har udviklet sig med mentorrollen.

Læs også
Artikler

De første seks graduates indtager Esbjerg!

Fredag d. 2. juli arrangerede Education Esbjerg kickoff af Co-Business Graduate programmet med hammerslag, teambuilding, alternativ byvandring mm. Formålet var at de seks kandidater skulle lære hinanden og byen at kende inden de skal starte i hver deres virksomhed.

Læs også
Artikler

NYT ARRANGEMENT FOR GYMNASIEELEVER LOKKER UNGE FRA HELE LANDET TIL ESBJERG

I samarbejde med Study in Esbjerg havde Education Esbjerg inviteret gymnasielever, der er i studiepraktik på byens videregående uddannelser til et fælles socialt arrangement på Esbjerg Street Food for at gøre dem klogere på studielivet i området. Langt størsteparten af deltagerne kom fra andre kommuner end Esbjerg og næsten 75 pct. af de unge kunne efter eventet se sig selv som studerende i byen.

Læs også